Af Hans Frederik Brobjerg

1. Nu "højere vi stunder" for min mor,
Som mangt og meget gennem livet så.
Dog ser du end på "verdens lys." Jeg tror:
Slet ikke mæt du har dig set derpå.

2. Dig {flyver endnu verden let i dans},
Og når {ulykker ganger frem på rad}
Og lønner Herren lidt sin "strålekrans,"
Du synger af dit hjerte "højtidskvad."

3. For det er {hjertets slag, der tæller tiden}.
"Så länge skutan" følger tro dets slag,
Så længe køl ved køl vi stor som liden
Står sammen, skal i havn vi nå en dag.

4. Og da det gamle faldt og nyt tog fæste,
Da "båd' i nøj å næj" du viste mod.
Da husked' du, at "fred er ej det bedste,
Men at man noget vil," og du slog rod.

5. "I Skanderborrig enge" du dig mage.
Som Frederik nummer seks, {hvis hjerterum
Blev mildt og ungt dengang han kom til dage},
Dig gik det sligt i livets "hovedsum."

6. De siger tit: »Kom lige ned på jord
– Til {slangen, der må krybe på sin bug} –
Fra himlens høje lag, hvor tanker gror,
Der slet sig passer ind til praktisk brug.«

7. Du siger »nej« og vender talen om:
Vi hellere skal kæmpe for vor tro,
Du vil med engle ha' dig en svingom,
For {kamp må til skal liv og visdom gro.}

8. Og når i slottet "ej med hænder gjort"
Vi høre skal {Guds ord i tidens fylde,}
Vi ser "fra jord til himmel" slottets port
Og vil som engle "idelig" Ham hylde.

9. Nu {lykken hviler bedst på fuldendt mål.}
Derfor vi løfter vore glas og ler,
For alt, hvad du har nået, tak! Og skål!
Til "firsindstyve" gode år og mange, mange fler'!