Af Hans Frederik Brobjerg

Jeg husker ikke det, der var,
Men det, der aldrig blev:
Et håb, der aldrig fandt et svar,
Et digt, jeg aldrig skrev,
End mer' du ville elske mig,
For hver en versefod.
Jeg ville have favnet dig,
Du ville ta' imod.

Jeg husker, da jeg ikke sang
For dig, så du blev varm
Om hjertet af min stemmes klang
Og holdt mig mod din barm;
Dengang vi ikke dansed' tæt
Og længe kind mod kind;
Dengang jeg ikke så mig mæt
På dig i måneskin.

Jeg husker, da jeg ikke holdt
om dig i mørken stund,
Men med forstanden kort og koldt
bortfejede din grund.
Jeg husker, da jeg ej gav op
På egen stædighed,
Men lod dig lide uden stop
På selvretfærdens sted.

Da gang på gang jeg lod dig gå,
Mens du på mig har kaldt,
Da gang på gang jeg blot så på,
Mens du i dybet faldt.
Jeg græder, når jeg husker hen,
Hvor dig jeg sveg så let,
Men intet er min gråd til den,
Du gang på gang har grædt.

Jeg håber – trods de dybe sår –
Du stadig har mig kær,
Jeg håber kærlighed består,
Selv når den bliver svær.
Men lukker du dit hjertes vej
Og åbner ej som før,
Jeg vil dog evigt elske dig
Og banke på din dør.