Af Lissie Brobjerg
24. december 2021

Der var engang en sød og arbejdsom bi. Han var kløgtig og stærk, og derfor var han den bi i bikuben, der producerede allermest honning. Men selvom alle var så glade for ham – der jo hed Johannes, og blev kaldt muntre Johannes, for munter det var han – så var han alligevel noget så ensom, for han havde endnu ikke fundet en bi-kone.

Der var nemlig ingen, der passede til ham: enten ønskede de, at han skulle lægge honning på lager til deres egne familier, eller at han skulle bruge al sin tid på at producere honning – for de var grænseløse – eller også var de ligegyldige over for livets ægte glæder.

En morgen fløj muntre Johannes ud for at samle nektar, men da han og de andre bier allerede have samlet nektaren fra blomsterne i deres nabolag, måtte Johannes drage ud på længere færd. Han fløj og fløj, men vejen blev kun mere og mere øde for planteliv, og Johannes så ingen blomster. Johannes, der ivrigt fløj videre, endte med at blive helt udkørt. Han var umådeligt tørstig, men der var intet vand at se. Den stakkels Johannes lagde sig vemodigt på et blad, for hvile det måtte han.

»Hov, hov, hvad er det for postyr,« hørtes det, og pludselig rørte bladet sig under ham, men ikke blot rørte det sig, det tryllede sin grønne farve om til de skønneste havfarver af turkist blå, violens violet og lyse himmelblå strøg. De farverige overgange var så livlige, at synet let så sig bedraget til at tro, at farverne bevægede sig, som en kilde i løb eller himlen, når skyerne på en smuk sommeraften skynder sig videre, så alle kan nå at betages af dem.

Johannes blev så grebet af dette syn, at han var sen til at bemærke, at foran ham fremstod den skønneste sommerfugl, hvis farvedragt han netop havde ladet sig betage af, og skyndte sig at undskylde: »det var slet ikke min hensigt at lægge mig på dig, jeg var så træt efter at have fløjet hele dagen i søgen efter blomsterstøv uden held, og nu er jeg stakkel her midt i et øde område hvor ingen blomster er, og ikke engang en dråbe vand finder jeg her, til at slukke tørsten på min udtørrede tunge.«

»Jamen hvad skal alt det arbejde til for,« spurgte sommerfuglen, »har i ikke blomster, hvor du kommer fra?« »Jo sandelig,« svarede Johannes, »men alle de blomsters nektar har vi allerede udsuget, og jeg skal ud at finde mere til hele bikuben.« »Hvis jeg var dig,« henslyngede sommerfuglen frimodigt, »ville jeg ikke bruge alle mine kræfter på at producere så meget honning, hvorfor ikke blot nøjes og nyde livet lidt mere? Der er så mange smukke steder i verden at se.« »Jamen hvad så med bikuben?« sagde Johannes måbende, »jeg kan jo ikke lade bierne sulte, jeg skal jo samle til vinteren, så alle kan komme sunde igennem og skabe afkom til koloniens fremtiden.«

Sommerfuglen skammede sig, tænkte sig lidt om og sagde så: »Men det er der da en løsning på. Inde i skoven er der en bakke, på den anden side af bakken er der den fineste kilde med vandløb. Der kan du finde de smukkeste blomster, men de allersmukkeste må du ikke suge nektar ud af, så bliver de udtørrede på kort tid, og skønheden forsvinder; for da vil alle de andre blomster og planter blive kede af det, og fuglene vil finde andre steder at synge, for de er de lovprisende af jordens skabninger. Det blomsterstøv du vil finde ved denne kilde er velsignet, og den der indtager dens næring vil blive ernæret seks gange så meget som af de sædvanlige blomster.

Hvis du indvilliger i at betragte de smukkeste blomster med mig, vil jeg tage dig derhen. Der kan vi sammen indtage det skønne syn, og når aftenen er faldet på, hjælper jeg dig med at udvælge de bedste blomster, og på mine vinger vil jeg bære blomsterstøv, som du ryster ned på dem, og jeg vil følges med dig tilbage og bringe blomsterstøv til din bikube.«

Johannes tog med største glæde imod sommerfuglens tilbud, og sammen fløj de til kilden, beskuede de henrivende blomster, og bragte bagefter blomsternektar og -støv til bikuben. I bikuben blev alle bierne glade, for de skulle nyde mange glædesrige vintre i mange år fremover. Johannes kunne ikke være mere glad og bad sommerfuglen om at blive hans ægteviv. Sommerfuglen blev trist, for hvordan kunne en bi og en sommerfugl forenes i ægteskab? Johannes forstod efterhånden sommerfuglens stilhed og sagde forhåbningsfuldt: »skaberen belønner de tro sjæle, lad os tage tilbage til kilden og udvinde medicin af de velsignede planter. Således kan vi hjælpe andre skabninger, der fordi de bliver syge, må tage herfra før tid. De skønne blomsters glans vil inspirere vor fantasi, og skaberen vil belønne os.«

Sommerfuglen, der hed Alissa, stemte i, og sådan gjorde de. Med årene blev bien og sommerfuglen de bedste af venner. Om dagen arbejde de hårdt med at udvinde saften fra planter, som dernæst skulle koncentreres og testes. Når dagen var omme, ville de sammen nyde kildens vand, hvis smag bar aroma fra alle de mangfoldige blomster, så det smagte som den sødeste og lifligste saft. De ville sammen observere månens skin i kilden, som reflekteredes op på blomsterne, og de mangefarvede klokkeblomster lyste som små nattelamper i forskellige farver. Her poeserede Johannes og Alissa indtil sengetid aften ud og aften ind.

En dag kom en engel til Johannes og Alissa. »Skaberen glæder sig så særdeles over jeres venskab, at han har besluttet at skænke jer jeres ønskede ægteskab. Fra i dag af skal jeres dedikation til alverden og hinanden tjene mennesket til inspiration og forbillede.« Englen forvandlede med de ord Johannes og Alissa til feer. Fremover blev de forelskede par, der kom forbi kilden og drak dens vand, velsignede af Johannes og Alissa, og de, hvis ægteskab var forbilledlige, skulle blive besøgt af Johannes og Alissa i deres drømme, således at de blev velsignet med de sødeste drømme hver eneste nat i resten af deres liv.