Af Hans Frederik Brobjerg
13. februar 2016

»Du takt og tone følge må,
ej grimme ord i munden tage.
Og husk, at tale kun du få,
hvis pæne ord omkrandse helt din klage.«

Vi hørte aldrig dette bud,
For før vi nåede buddets vugge,
da sluktes vore flammer ud,
da måtte vore unge øjne lukke.

Nu sørger vi, ej for os selv,
men for de kolde, frosne sjæle,
For hvem først kommer talens vel
og dernæst næstens liv og skabermæle.

Vor klagesang vil finde vej,
og mennesker igen vil finde,
at man det ægte gode ej
med pæne ord, men kun med gerning vinde.