Thi tynges hjertet

Af Lissie og Hans Frederik Brobjerg I fordums prægtig' rige, Da stolte drotter kivdes, Du ånded uden lige, At himlen al henrivdes. Når himlens skyer brødes, Dit stolte bryst fremhævdes, Da straks al kævl afbrødes. Nu brydes den forgæves. Nu nat ej vagtel nøde til sang for lodder tunge; Dit hjerte ej mer' bløde; ej mer' naturen sjunge. Dengang dem stjerner ægged' Til storhed, ømhed råde, For dig stå heste kække, Og bynkens vanger våde. Ej mere verden ænse; I takt slå koldt dens hjerte. Alt fejhed nu begrænse. Forgæves sanses smerte. End høres slaget sagte Hinsides tiders minde. Mon endnu nogen magte Din herlighed at finde?