Skanderborg Sø

Af Lissie og Hans Frederik Brobjerg 2018 Ensom i Skanderborgs skønne sø jeg sejlede, Og vidste ikke hvad jeg fejlede. I søens fulde glans mit syn sig mætted'. Dens bølgers dans i blikket mit sig fletted'. Ej skoven dyb jeg tænke på, Blot søens triller for mig så, Dog pluds'lig, hør, der kom fra busk derinde Et kuk, for hjertet som musik, Jeg ser mig om, men for mit blik Dets ophavsmand dog ej oprinde. Engstig i Skanderborgs store sø jeg vuggede. Kuk kuke-kuk igen den kukkede. På ny så hjertet, vildledt, efter sangen. Det var, som smilte den af min forlangen. Det gribe hjertet og sig i det sendte Hvi er det så, at dette kuk Mig lede til et hjertens suk? Det er mig som en sjæleven, Jeg savne dig i drøm igen, Omend din røst jeg før ej kendte. Ildsom i Skanderborgs stille sø jeg padled', Mens øjet spejded' mod dit gemmested. Ej blot mit hjerte rørte du, min kerne, Den hele Guds natur, fra jord til stjerne, Sig glæde og dig takke vil, For dette aft'nens sjælespil. Jeg frygte, bæve, skælve, atter hjemme - Ej mennesker i skoven bor - Du, priser af din skaber stor, skal jeg ej mer' dit kuk fornemme?