Hans Bæk
Overlærer, Refsvindinge · 1919–1979
Den, der oprindeligt bragte udtalelsen videre. »Jeg tror nu mest på mig selv.«
Kredsmøde på Fyn
Alt tyder på, at hun sagde det
– tillagt Ritt Bjerregaard, undervisningsminister
Sætningen har fulgt Ritt Bjerregaard i et halvt århundrede. Hun afviste den på tv i 1975, i to bøger, i avisernes spalter og til sidst i en privat besked i 2018. Men fem vidner, et mødeprogram, en deltagerliste og en trykt international kilde fortæller en anden historie.

Efter alt at dømme sagt på Skole og Samfunds delegeretmøde på Hotel Nyborg Strand – lørdag den 30. september 1972, mellem kl. 9.15 og 10.45.
↓18. september 1975 · DR · TV-avisen
Samme aften som Jyllands-Posten bragte forsidehistorien om »det chokerede udland«, blev Ritt Bjerregaard konfronteret direkte i TV-avisen. Det er den første gang, hun afviser citatet – på landsdækkende tv.
FMHvad er det, man læser i avisen i dag, at De i 1973 skal have sagt: »Hvad ikke alle kan lære, må ingen lære.« Og det er de blevet refereret for på en stor verdenskonference i London.
RBNæ, jeg synes ikke jeg genkalde mig en sådan udtalelse. Jeg så det godt i avisen og har prøvet og efterforske, om jeg kunne have sagt noget i den retning. Det tror jeg ikke jeg kan. Og jeg ville bestemt synes, at det var et meget ufrugtbart udgangpunkt for uddannelsessystemet som helhed, hvis man ikke regnede med, at man også kunne lære forskellige ting.
Klip: DR, TV-avisen 18.9.1975. Offentligt tilgængeligt via danskkulturarv.dk.

Hvem var hun
19. maj 1941 – 21. januar 2023
Da citatet dukkede op, var hun landets mest markante uddannelsespolitiker. Det er baggrunden for, at en enkelt sætning kunne blive så politisk sprængfarlig – og for, at den blev ved med at dukke op.
Spørgsmålet
Udtalte Ritt Bjerregaard noget i nærheden af »Hvad ikke alle børn kan lære, det må ingen lære«?
Hvis ja – hvor og hvornår?
Svaret findes kun ét sted: i kilderne. Herunder er de lagt frem i den rækkefølge, de blev til – fra mødet i 1972 til det sidste ord i 2018.
Kronologien
Fra mødet i 1972 til det sidste ord i 2018. Følg den røde tråd – bogstaveligt: hver gang markøren er rød, er det Ritt Bjerregaard, der afviser.
Skole og Samfund holder landskursus på Hotel Nyborg Strand den 29.–30. september 1972. Ifølge fire senere vidner falder udtalelsen her – under lørdagens paneldebat om regeringens lovudkast til en ny folkeskole, hvor Ritt Bjerregaard sidder i panelet som medlem af Folketingets uddannelsesudvalg.
Lærer Kirsten Mørch Vaughan skriver i avisen – det tidligst kendte skriftlige spor af citatet:
»Fhv. undervisningsminister Ritt Bjerregård [sic] har ligefrem sagt, at hvad ikke alle børn kan lære, må ingen lære.«
Vaughan fremlægger på en international konference om begavede børn. I den trykte tekst (s. 299) tillægges sætningen ikke en navngiven person, men selve embedet:
“The ideal of influential political parties has been stated by the minister of education and goes as follows: no child may be taught anything which exceeds the capacity of any one child in the class.”
Sagen springer til forsiden af Jyllands-Posten under overskriften: »Udlandet chokeret over, at Danmark risikerer at lade de højtbegavede blive samfundets tabere.« Samme aften ruller klippet i TV-avisen.
Flemming Madsen spørger direkte. Ritt Bjerregaard kan ikke genkalde sig udtalelsen og kalder den et »meget ufrugtbart udgangspunkt for uddannelsessystemet«.
Se klippet og hele ordvekslingen ovenfor.
Overlærer Hans Bæk træder frem som den, der oprindeligt bragte udtalelsen videre til Kirsten Vaughan:
»Det har ikke været muligt at få nøjagtig tid og sted heftet på udtalelsen, men overlærer Hans Bæk, Refs Vindinge, Fyn, siger i dag til Jyllands-Posten, at det er ham, som oprindeligt har refereret udtalelsen [til lærer Kirsten Vaughan]. Den faldt, hævder han, på et møde i Ritt Bjerregaards egen kreds på Fyn, men, fortsætter han, jeg er klar over, at påstand står mod påstand. Jeg tror nu mest på mig selv, og derfor holder jeg fast på, at Ritt Bjerregaard har sagt: Hvad ikke alle kan lære, må ingen lære.«
Læge Jørgen Dahl Grønbæk angiver det præcise tidspunkt: han hørte ordene »den 30. september 1972 på Nyborg Strand ved Skole og Samfunds delegeretmøde«, og han lægger ikke fingre imellem:
»At dementere er kun et billigt forsøg på at lyve sig fra sin udtalelse.«
Ritt Bjerregaard svarer igen og vender bevisbyrden om:
»Når man udtaler sig så skarpt, som læge Grønbæk gør, ved at beskylde mig for at lyve, må det være på sin plads for mig at fordre et klart bevis på, at den citerede udtalelse er kommet fra mig.«
Svaret kommer: to vidner, der var til stede ved mødet, indsender deres underskrift og bekræfter, at de hørte udtalelsen. Dermed bliver Ritt Bjerregaards eget krav fra 7. maj – »et klart bevis« – faktisk imødekommet.
I bogen Strid. Politiske taler og artikler gør Ritt Bjerregaard det til en sag om forvrængning:
»En af de groveste forvrængninger er udtrykt i en udtalelse, som er blevet tillagt mig, og som lyder: ›Hvad ikke alle kan lære, må ingen lære.‹ Jeg har mere end én gang både mundtligt og skriftligt måttet dementere at have udtalt mig således.«
Tyve år senere blusser sagen op igen. Journalist Annelise Vestergaard:
»Ritt Bjerregaards (påståede?) ord om, at ›det, som ikke alle kan lære, skal ingen lære,‹ blev genoplivet […] Jeg har modvilligt sat ordet påståede i parentes. Modvilligt, fordi jeg i en snes år har været overbevist om, at jeg med mine egne øren har hørt Ritt Bjerregaard sige de siden så berømte ord. Når jeg på det seneste er kommet i tvivl, skyldes det, at det har vist sig endog meget svært at finde beviser for min påstand.«
Grønbæk melder sig igen og placerer Vestergaard på selve mødet:
»Det er rigtigt, når Annelise Vestergaard synes at have hørt det med sine egne øren, for hun var nemlig selv til stede [ved et delegeret landsmøde i Skole og Samfund på Hotel Nyborg Strand i 1972 eller 1973], hvilket jeg så tydeligt husker, fordi der var et emne, som jeg gerne ville have drøftet med hende, men det lykkedes ikke at få kontakt.«
Fra Bruxelles, hvor hun nu er EU-kommissær, svarer Ritt Bjerregaard kort og kontant:
»JP har i et par indlæg dels fra Annelise Vestergaard 4/6 og dels fra Jørgen D. Grønbæk 9/6 igen påstået, at jeg skulle have sagt: »Hvad ikke alle børn kan lære, skal ingen lære.« Jeg gentager: Nej, det har jeg ikke sagt.«
Anders Fogh Rasmussen gør citatet til et politisk slagord i åbningstalen – nu i varianten »skal ingen lære«:
»Vi skal gøre op med den udlignende skole, hvor man siger: ›Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære.‹«
Pia Gjellerup (S) spørger statsministeren, hvem der egentlig har sagt det. Fogh frikender – uden at nævne navne:
»Hvis nogen ikke vil vedkende sig et udsagn, skal man heller ikke klistre det på den pågældende, og det gjorde jeg heller ikke. […] Pia Gjellerup skulle være glad for det bidrag, der her er ydet til at få renset debatten for noget, som er noget åbenbart sludder.«
I sin aftrædelsestale som formand for Venstre bruger Fogh sætningen igen – som indbegrebet af det, han gjorde op med:
»Forældrene ønsker, at deres børn skal lære noget i skolen. Væk er den ødelæggende holdning, at ›hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære.‹ Nu er der krav om faglighed og dygtiggørelse.«
I erindringsbindet Valgt samler Ritt Bjerregaard sin forklaring: citatet var opdigtet af en forsmået kvinde:
»Et udsagn, fundet på af en kvinde, som fra Undervisningsministeriet havde fået afslag på at oprette et privat gymnasium midt 70'erne, kunne gentages igen og igen. Hun påstod, at jeg havde sagt det. Jeg benægtede, men hun fremturede uden at kunne angive, hvor det var sket, eller have bare skyggen af et bevis. Hun endte ligesom statsministeren 20 år senere med at sige, at det i hvert fald var det, der lå i det, jeg stod for – ›ånden i det.‹«
Med Valgts påstand om »ikke skyggen af et bevis« som anledning afleverer undertegnede et brev med hånden i Ritt Bjerregaards postkasse – med alle detaljer og bilag. Det slutter:
»[M]ed disse fem vidnesbyrd virker det næsten urimeligt at sige, at der ikke er ›skyggen af et bevis‹.«
Med anmodning om en uddybning.
Efter en venlig rykker kom svaret. Det blev det sidste, hun sagde om sagen.
Fem førstehåndsvidner
Over årene træder fem mennesker frem – uafhængigt af det avisspor, Kirsten Mørch Vaughan satte i gang – og siger det samme: de hørte hende sige det. Fire af dem placerer det ved ét bestemt møde – Skole og Samfunds delegeretmøde på Nyborg Strand i 1972.
Overlærer, Refsvindinge · 1919–1979
Den, der oprindeligt bragte udtalelsen videre. »Jeg tror nu mest på mig selv.«
Kredsmøde på Fyn
Læge, Højslev · 1922–2017
Angav tid og sted: 30. september 1972. Vendte tilbage til sagen i både 1976 og 1998.
Nyborg Strand, 1972
Dyrlæge, Gedsted · 1928–
Bekræftede udtalelsen ved samme møde.
Nyborg Strand, 1972
Lærerinde, Ørum skole · 1933–
Bekræftede udtalelsen ved samme møde.
Nyborg Strand, 1972
Journalist · 1926–2008
»Med mine egne øren« – overbevist i en snes år.
Nyborg Strand, 1972
Kildekritik
Et vidne kan tage fejl. Fem kan tage fejl sammen. Derfor stiller vi de to spørgsmål, der afgør sagen – og lader de originale dokumenter svare.
Ja. Mødeprogrammet sætter hende i panelet.
Skole og Samfunds eget program for lørdag den 30. september 1972 viser en paneldebat om lovudkastet kl. 9.15–10.45, med oplæg ved uddannelsesudvalgets repræsentanter. Ritt Bjerregaard står øverst på talerlisten. Deltageroversigten bekræfter, at hun var inviteret som medlem af Folketingets uddannelsesudvalg.
Ja. Tre af dem står på deltagerlisten.
Deltagerlisten fra Viborg amt rummer tre af de navngivne vidner: dyrlæge Robert Elkjær, læge Jørgen D. Grønbæk og lærerinde Maren Lynge Bilstrup. De var ikke tilfældige iagttagere udefra – de var registrerede deltagere ved netop det møde, hvor de placerer udtalelsen.
Nej. Men styrken ligger i vidnerne – ikke i avisteksterne.
Det er fair at spørge. Kirsten Mørch Vaughans nedskrivning i 1974 og den engelske konferencetekst i 1975 er nemlig samme stemme – og hun var ikke selv til stede ved mødet. Hun gengav, hvad overlærer Hans Bæk havde fortalt hende. Den uafhængige bekræftelse kommer derfor ikke fra London-teksten, men fra de fire øvrige vidner – Grønbæk, Elkjær, Bilstrup og Vestergaard – der selv var til stede – ikke gengivere af Mørch – og trådte frem i 1976 og igen i 1998 og placerede udtalelsen ved samme møde. London-teksten beviser noget andet, men vigtigt: at attributionen allerede få år efter stod på tryk – og nåede en international publikation. Den var ikke en sen efterrationalisering.
Sætningen, der vandrede
Et opdigtet citat plejer at stå stille. Dette ændrede sig en smule, hver gang det blev gengivet – et fingeraftryk fra mundtlig overlevering, ikke fra ét opfundet slogan.
Domsslutning

Udtalelsen kan dokumenteres. Benægtelsen kan ikke. Vægten af de samtidige kilder peger på, at Ritt Bjerregaard sagde noget meget tæt på de berømte ord – på Nyborg Strand, lørdag den 30. september 1972, mellem kl. 9.15 og 10.45.
Hun nåede at afvise det seks gange over 43 år. To gange – i 1976 og i 2018 – blev der lagt klare beviser frem for hende; begge gange nægtede Ritt Bjerregaard at forholde sig til dem.
Kilder
Alt materiale er fra det offentlige rum og gengivet i dokumentarisk øjemed.