Melankoliens trøst

Af Hans Frederik Brobjerg Jeg husker ikke det, der var, Men det, der aldrig blev: Et håb, der aldrig fandt et svar, Et digt, jeg aldrig skrev, End mer' du ville elske mig, For hver en versefod. Jeg ville have favnet dig, Du ville ta' imod. Jeg husker, da jeg ikke sang For dig, så du blev varm Om hjertet af min stemmes klang Og holdt mig mod din barm; Dengang vi ikke dansed' tæt Og længe kind mod kind; Dengang jeg ikke så mig mæt På dig i måneskin. Jeg husker, da jeg ikke holdt om dig i mørken stund, Men med forstanden kort og koldt bortfejede din grund. Jeg husker, da jeg ej gav op På egen stædighed, Men lod dig lide uden stop På selvretfærdens sted. Da gang på gang jeg lod dig gå, Mens du på mig har kaldt, Da gang på gang jeg blot så på, Mens du i dybet faldt. Jeg græder, når jeg husker hen, Hvor dig jeg sveg så let, Men intet er min gråd til den, Du gang på gang har grædt. Jeg håber – trods de dybe sår – Du stadig har mig kær, Jeg håber kærlighed består, Selv når den bliver svær. Men lukker du dit hjertes vej Og åbner ej som før, Jeg vil dog evigt elske dig Og banke på din dør.